SÅDAN STARTEDE DET

Heinrich Saabye

Heinrich Saabye, en af grundlæggerne af Cirkel-Ordenen.

Cirkel-Ordenen er en hemmelig humanitær broderorden.

Seks fremsynede mænd havde gennem længere tid drøftet mulighederne for at danne et selskab med navnet “Cirkelordenen i Skandinavien”. Tiden omkring sidste halvdel af attenhundredtallet var en markant brydningstid i det danske samfund.

Der herskede udtalt social nød. Hjælp fra det offentlige var et næsten ukendt begreb og blev kun ydet som fattighjælp – og kun i yderste nødstilfælde.

Det sociale sigte har derfor, forståeligt nok, været fremherskende blandt disse mænd. Ikke alene indadtil over for medlemmerne, men også udadtil blandt syge og fattige, hvor ønsket var at hjælpe med, hvad man evnede – alt med afsæt i humanitært frimureri.

Den 29. december 1883, en typisk decemberdag med småregn og et par graders varme, mødtes de seks mænd i guldvarefabrikant M. Lassens hjem i Adelgade 17.

På mødet besluttede man at stifte “Selskabet Cirkelordenen i Skandinavien” som et “hemmeligt selskab”. En midlertidig bestyrelse blev valgt og konstitueret. Dette blev annonceret den 1. januar 1884 i National Tidende, og hermed var Cirkel-Ordenen en realitet.

Her ses et uddrag af det originale stiftelsesdokument.

Stiftelsesdokument

Dengang blev begrebet hemmeligholdelse taget helt bogstaveligt. I gamle dokumenter kan vi læse, at alt materiale omkring de drøftelser, der lå forud for stiftelsen, skulle destrueres. Alle involverede måtte sværge tavshed og aldrig røbe de omstændigheder, der førte til dannelsen af Cirkel-Ordenen.

Det første møde efter stiftelsen blev afholdt i januar 1884 i lejede lokaler hos restauratør Kücher i Hovedvagtsgade 8. Lokalerne var lejet på månedsbasis for 12 kr., og allerede i februar blev de første brødre optaget.

Allerede i maj samme år flyttede man til Prins Wilhelms Palæ på Sct. Annæ Plads, hvor seks lokaler blev lejet hos restauratør Larsen for 400 kr. årligt. Her havde man brugsret hver torsdag fra kl. 17.

Lokalerne skulle tømmes for inventar efter hvert møde, da de skulle bruges til andre formål dagen efter. Inventaret var yderst sparsomt – blandt andet bestod mesterens bord af en kasse beklædt med klæde, hvor den ene side var slået ud for at give plads til mesterens ben.

Gennem årene flyttede Ordenen flere gange, indtil man fik fod under eget bord på Østerbrogade 41, hvor logebygningen blev indviet i 1905. Her havde Ordenen til huse, indtil lokalerne blev for trange.

I 1920 erhvervede Cirkel-Ordenen en ejendom på Frederiksberg – forhuset på Falkoner Allé 96 med tilhørende havehus i gården. Havehuset var en toetagers ejendom, der tidligere havde fungeret som afholdshotel med teatersal på øverste etage.

Den 2. marts 1920 kunne man indvie de nye lokaler, herunder logesalen i den tidligere teatersal. Cirkel-Ordenen var nu blevet en Frederiksberg-loge.

Snart 100 år er gået siden flytningen til Frederiksberg. I den tid har Ordenen nydt godt af, at stueetagen og første sal kunne anvendes som selskabslokaler og udlejes på dage, hvor de ikke blev brugt til logeaktiviteter.

Restauratørens fuldt udrustede køkken sørgede samtidig for, at ingen broder behøvede at gå sulten hjem efter et møde i logen.